Velkommen til Sørvad gymnastik.
Hos Sørvad Gymnastik tilbyder vi hold for både børn, unge og voksne. Uanset alder og niveau kan du finde et hold, der passer til dig.
Vi lægger vægt på bevægelsesglæde, fællesskab og gode oplevelser. Hos os skal det være sjovt, trygt og motiverende at være aktiv – og endnu bedre, når vi gør det sammen.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte formand Alberte Helena på telefon 28 19 00 14.
Vi glæder os til at byde dig velkommen!”
Tilmeld dig til Gymnastik
Nyt fra Gymnastikafdelingen
Intet nyt lige nu.
Billeder fra gymnastikafdelingen
Gymnastik udvalget
Informationer
Praktisk information
Tilmelding til alle hold foregår via hjemmesiden. Du er velkommen til at prøve et hold op til tre gange, før du beslutter dig for at tilmelde dig og betale kontingent.
Al information vedrørende gymnastiksæsonen sendes via e-mail eller gennem evt. Facebook-grupper. Husk derfor at registrere din korrekte e-mailadresse ved tilmelding og følge op på evt. Facebook-gruppe, så du modtager relevante beskeder og opdateringer.
Omklædning foregår i omklædningsrum ved svømmehallen. Af hensyn til Sørvad Kultur- og Idrætscenter beder vi alle benytte disse faciliteter og undlade omklædning foran Glassalen.
I forbindelse med opvisninger, weekendtræninger eller ekstra træning i eksempelvis springhaller kan der blive behov for forældrekørsel. Nærmere information og koordinering vil blive varetaget af holdets træner.
Retningslinjer for børn og forældre
Når børnene deltager i gymnastiktræning i Sørvad Kultur- og Idrætscenter (SKI), forventer vi, at centerets regler for samvær, adfærd og brug af faciliteter overholdes.
Vi opfordrer til, at børnene møder omklædte og klar til træning i god tid. Omklædning skal foregå i de anviste omklædningsrum og ikke i Café Værestedet.
Mad og drikke må kun nydes i Café Værestedet. Medbragt mad og drikke er ikke tilladt i centeret.
Vi forventer, at alle behandler faciliteter, redskaber og inventar med respekt og omtanke, så de kan komme alle brugere til gavn.
For at sikre et godt miljø for alle kan gentagen upassende adfærd, grove drillerier eller anden adfærd, der forstyrrer gymnastikken, medføre, at barnet sendes hjem fra træningen. I sådanne tilfælde vil forældrene blive kontaktet.
Vi sætter stor pris på den indsats, vores frivillige trænere og hjælpetrænere yder, og opfordrer alle forældre til at bakke positivt op om deres arbejde.
Husk at tilmelde dit barn og betale kontingent via hjemmesiden ved sæsonstart.
Om Sørvad Gymnastik
Hos Sørvad Gymnastik tilbyder vi et bredt udvalg af hold for både børn, unge og voksne – lige fra Mor/Far-Barn-hold for de yngste til yoga, motionshold og M/K-hold for voksne.
På vores hold kombinerer vi leg, motorisk udvikling, fællesskab og motion på en måde, der passer til deltagernes alder og niveau. Træningen foregår i et inspirerende miljø med musik, varierede aktiviteter og mange forskellige redskaber.
Vores mål er at skabe træning, der både er sjov, udviklende og udfordrende. Vi ønsker, at alle gymnaster oplever glæden ved bevægelse og bliver en del af et stærkt socialt fællesskab.
For at sikre gode træningsforhold prioriterer vi løbende investeringer i nyt udstyr og moderne redskaber, så alle hold har de bedst mulige rammer for træningen.
Vores gymnastikafdeling drives af engagerede frivillige trænere, hjælpetrænere og spirer. Vi lægger stor vægt på kvalitet i undervisningen, og derfor deltager vores trænere og hjælpetrænere løbende i kurser og uddannelsesforløb gennem DGI.
Vi ønsker samtidig at give børn og unge mulighed for at blive en del af det frivillige fællesskab. Er du mellem 11 og 13 år, kan du blive frivillig spire og få indblik i rollen som træner. Fra du fylder 13 år, kan du blive frivillig hjælpetræner og være med til at skabe gode oplevelser for de yngre gymnaster. Som spire eller hjælpetræner får du mulighed for at udvikle ansvar og samarbejdsevner i et trygt og aktivt fællesskab.
På alle børnehold er der altid mindst én ansvarlig træner over 18 år til stede, som har det overordnede ansvar for holdet.
For børnenes tryghed indhenter vi børneattester på alle instruktører i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer.
I løbet af sæsonen udsender Gymnastikudvalget nyhedsbreve med information om aktiviteter, arrangementer og vigtige datoer, herunder juleafslutning, gymnastikopvisning og andre fælles arrangementer.
Til dig som gymnast
For at skabe de bedste rammer for træning, fællesskab og gode oplevelser har vi nogle enkle forventninger til både gymnaster og forældre.
Som gymnast forventer vi, at du:
-
Møder til tiden og er klar til træning i passende sportstøj.
-
Viser respekt for trænere, hjælpetrænere og de øvrige deltagere på holdet.
-
Bidrager til en positiv og inkluderende stemning.
-
Viser hensyn og er en god kammerat over for alle på holdet.
-
Behandler redskaber, faciliteter og inventar med respekt.
-
Er tilmeldt holdet senest efter tredje træningsgang.
-
Henvender dig til din træner eller Gymnastikudvalget, hvis du oplever udfordringer eller har idéer, der kan styrke vores fællesskab og aktiviteter.”
Til dig som forældre
Vi har gode erfaringer med, at børnene får mest muligt ud af træningen, når forældre ikke opholder sig i hallen under undervisningen. Det giver børnene mulighed for at være selvstændige og skaber de bedste rammer for træningen.
Vi sætter til gengæld stor pris på den praktiske hjælp, som forældre bidrager med. På nogle hold kan trænerne oprette en hjælpeplan til opstilling og nedtagning af redskaber. Hvis du er på planen, forventer vi, at du møder til tiden eller selv sørger for at bytte med en anden forælder, hvis du er forhindret.
Sammen skaber vi de bedste rammer for en god gymnastiksæson, som drives af frivillige!













